Fremtidens rekreative netværk bygger videre på de eksisterende ruter, og vi integrerer det, der fungerer. Samtidig er vi opmærksomme på, at der i mange områder af landet er et stort potentiale for at udvikle nye naturskønne ruter.
Når det gælder vejvisningen, skal vi tænke forfra. De nuværende ruter er navngivet og afmærket på meget forskellig vis. Kløverstierne findes fx over hele landet og er både til vandrere, løbere og cyklister. De nationale cykelruter er nummererede, andre ruter har “lokale” navne som Hærvejen og Camønoen. Ruterne er ikke koordinerede, det er svært for brugerne at overskue udbuddet, og det er ressourcekrævende at vedligeholde skiltningen.
Fra A-B til ubegrænsede muligheder
Fremtidens rekreative netværk skal gøre op med den slags forhindringer. Her er kun de bedste strækninger med, og vi sikrer en konsistent skiltning. Men måske bliver det en endnu større udfordring at ændre brugernes mindset. De skal jo lære at navigere på en helt anden måde. I stedet for at cykle fra A til B skal de orientere sig i et fleksibelt net af knudepunkter, hvor mulighederne i princippet er ubegrænsede.
Derfor skal det nye netværk være så enkelt som overhovedet muligt. Antallet af rutesystemer skal skæres ned til to-tre stykker, og pejlemærkerne skal være lette at afkode, både on- og offline. Vi ved, at brugerne har vidt forskellige ønsker til og behov for skiltning, og vores ambition er at tilgodese alle typer af light-brugere og ikke-brugere. Afmærkningen skal afspejle netværkets høje kvalitet, og alle vandrere og cyklister skal have så fantastisk en oplevelse, at de vender hjem med lyst til både at vende tilbage og at anbefale turen til alle andre.
Fysiske markører
En fysisk afmærkning er så værdifuld, at den er uomgængelig, selv det kræver ressourcer at etablere og vedligeholde den. Vi skal også bruge informationskort, som kan koble netværket med de attraktive oplevelser på ruten. Markører eller informationssøjler ved landets mange kulturelle seværdigheder kan hjælpe med at synliggøre netværket. Og vi arbejder på en løsning, der kombinerer cykling og vandring, for det er en fordel både for brugerne og for de myndigheder, der skal drifte netværket.
Om nogle år har vi ændret mindsettet hos danske og udenlandske brugere, så de ubesværet navigerer rundt i et knudepunktsnetværk. Og vi tilfører deres tur ekstra værdi med inspiration og information undervejs.