’Rekreativ værdi’ er en praktisk målestok for den primære brugergruppes oplevelse.
Man kan tildele alle strækninger i kommunen en rekreativ værdi, som beskriver kvaliteten i forhold til det nye cykelnet. Skalaen går fra 1-9, fra uanvendelig til perfekt eller ikonisk.
Metoden gør det nemt at sammenligne strækninger, så I kan forbinde de mest velegnede ruter i det nye cykelnet. Derudover kan I tage udgangspunkt i tallene, når I skal udvikle nettet: Hvis en strækning fx har en score på 2, fordi det er utrygt at færdes der, kan I vælge at indføre vejbump. Er scoren 5, kan I øge værdien ved at føre ruten forbi en seværdighed.
Udgangspunktet er brugerne
Cykelnettet er målrettet fritidscyklisten, der kører på en almindelig cykel og ønsker en tryg og naturskøn tur, og vi har taget udgangspunkt i brugerens behov. På baggrund af 3000+ km cykling på danske veje og stier har vi identificeret de faktorer, som har indflydelse på den rekreative værdi – herunder vejtaxonomi, komfort og oplevelser undervejs.
Den rekreative værdi er ikke en objektiv vurdering. Nogle lægger fx mere vægt på variation end på naturoplevelser, og personlige præferencer kan påvirke scoren. Men erfaringerne viser, at fritidscyklister generelt er ret enige om, hvornår de får en god oplevelse.
Er den rekreative værdi 7, 8 eller 9, er strækningen cykelvenlig.
Er den 4, 5 eller 6, kan strækningen indgå i cykelnettet og fx fungere som forbindelsesled mellem mere attraktive strækninger.
En strækning med en rekreativ værdi på 1-3 kan ikke bruges i cykelnettet, med mindre den fx er ganske kort – se tabellen.
Bemærk, at ‘cykelvenlige strækninger’ ud over cykelstier også omfatter veje med gode trafikforhold (begrænset trafik eller lav hastighed). Omvendt findes der cykelvenlige strækninger, der ikke kan forbindes med resten af cykelnettet og derfor må fravælges.
Fra den virkelige verden
I fem repræsentative pilotkommuner scorer XX% af vejnettet ‘rød’: Fritidscyklisten vil få en utryg eller ubehagelig oplevelse. XX% scorer ‘grøn’ og defineres som ‘cykelvenlige strækninger’. Resten (XX%) er nogenlunde neutralt og har ikke den store indflydelse på oplevelsen.
Praktisk
‘Cykelvenlige strækninger’ er udpeget med en algoritme, og vi har ikke kvalitetssikret. Derfor anbefaler vi, at I altid inspicerer alle strækninger ude i marken, før I gør cykelnettet offentligt tilgængeligt.
Download cykelvenlige strækninger
Med småt
Rekreativ værdi er udviklet i projektet ‘Fremtidens rekreative netværk’, støttet af Friluftsrådet. Ved benyttelse af rekreativ værdi skal der krediteres “©2024 Dansk Cykelturisme, Dansk Kyst- og naturturisme, Dansk Vandrelaug”
Vores definition af cykelvenlige strækninger er endnu ikke koordineret med GeoFA. Vær opmærksom på, at ”knudepunktsstrækninger” i GeoFA ikke nødvendigvis opfylder kriterierne her.